Tilbyd en ældre medarbejder en seniorsamtale, hvor I kan drøfte muligheden for en individuel senioraftale, hvis han eller hun ønsker nedsat arbejdstid.
Med en senioraftale kan du tilbyde en seniormedarbejder arbejdsvilkår, som giver din medarbejder lyst til at blive i din virksomhed, indtil han eller hun går på pension. En senioraftale giver dig derfor mulighed for at beholde kvalificeret arbejdskraft, der kan være svær at undvære.
Senioraftaler skal overholde den almindelige arbejdsmarkedslovgivning og gældende overenskomster. Det bør fremgå, at aftalen er indgået i enighed, og at ændringer i ansættelsesforholdet sker i overensstemmelse med din medarbejders ønsker.
Overvej følgende spørgsmål, inden du indgår en senioraftale:
- Hvilke muligheder er der i virksomheden?
- Hvilken ansættelsesform kan du tilbyde?
- Hvilke arbejdsopgaver skal senioren varetage?
- Hvordan udformes en senioraftale?
Husk, at seniormedarbejderen altid skal søge rådgivning i sin a-kasse, da nedsat tid kan få konsekvenser for pensionsindbetaling og dagpenge.
Læs mere her på socialtengagement.dk:
- Hvilke muligheder er der i virksomheden?
Overvej om der er opgaver eller funktioner, der vil give flaskehalsproblemer, hvis du tilbyder din medarbejder at gå ned i tid. Overvej også om du kan fritage din seniormedarbejder for særligt belastende opgaver, uden at det belaster de øvrige medarbejdere.
- Hvilken ansættelsesform kan du tlbyde?
Der er flere ansættelsesformer, som du kan foreslå din seniormedarbejder. Medarbejderen kan blive:
- Deltidsansat suppleret med efterløn eller pension.
- Fleksibel ansat, hvor I fx aftaler, at virksomheden kan tilkalde efterlønneren som vikar eller til løsning af specielle opgaver.
- Ansat på nedsat tid med hel, delvis eller ingen lønkompensation.
- Ansat på nedsat tid med fuld eller delvis pensionsopsparing
- Ansat i delejob, hvor seniormedarbejderen deler et job med en anden, og dermed går ned på halv tid.
- Hvilke arbejdsopgaver skal senioren varetage?
Husk at justere arbejdsopgaverne, så de passer til den nedsatte arbejdstid, ellers betyder det større travlhed og mere stress for seniormedarbejderen. Overvej også at fritage din seniormedarbejder for de mest stressende og krævende arbejdsopgaver. Ved fx at indføre jobrotation eller jobbytte sker der afveksling i arbejdsopgaverne, og I kan fx undgå nedslidningsproblemer.
- Hvordan udformes en senioraftale?
En senioraftale kan både udformes i en ny ansættelseskontrakt, blive tilføjet i den oprindelige ansættelseskontrakt eller være et referet af medarbejderudviklingssamtalen, som gælder frem til næste samtale, og som underskrives af dig og seniormedarbejderen.
Du kan læse mere om seniorer her på socialtengagement.dk