Det giver et bedre arbejdsmiljø at hjælpe mennesker, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. På Plejecenter Svanedammen er sygefraværet rekordlavt, efter at plejehjemmet er blevet et virksomhedscenter.
"Hvis du vil gøre en forskel, så kontakt jobcentret som det første."
Det er det vigtigste råd til andre chefer, mener centerleder på Plejecenter Svanedammen i Nyborg, Annette Fabricius.
På Svanedammen har de slået dørene op for en broget skare af elever i et såkaldt "virksomhedscenter". Det betyder, at plejehjemmet har en fast aftale med det lokale jobcenter om at tage imod mindst fire faste ”kandidater” om året. Hvis jobcentret har en arbejdssøgende med problemer ud over ledighed, der gerne vil prøve kræfter med pleje og omsorg, kan det foreslå den arbejdssøgende et kandidatforløb på Svanedammen.
"Det kan uden tvivl betale sig at gøre en forskel. Det er bare at komme i gang," siger Annette Fabricius.
På Svanedammen var der akut brug for at gøre stedet til en mere rar og tryg arbejdsplads. For to år siden var Svanedammen en af kommunens dårligste arbejdspladser, fortæller flere af medarbejderne. De var det plejecenter i kommunen, der havde det højeste sygefravær. Der var nærmest ikke en dag uden en stillingsannonce i avisen, og der var altid ledige job, som ingen ville have, husker de.
Nu har Svanedammen det laveste sygefravær blandt kommunens plejehjem. Det har endda været muligt, selvom plejehjemmet har været tvunget til at fyre og skære ned. I løbet af det seneste år er der skåret en million på lønbudgettet.
Ifølge Annette Fabricius afspejles det også tydeligt i arbejdsmiljøet og tonen mellem medarbejderne, at kandidaterne er blevet en naturlig del af staben.
"Der sker noget med medarbejderne og det psykiske arbejdsmiljø, når de har en kandidat, de skal prøve at hjælpe videre. Der bliver en mere blød tone, og jeg vil påstå, at der bliver meget mindre både sladder og mobning. Du bliver mindet om, at der sidder folk derude i verden, der ikke er landet lige på den hylde, de drømte om. Du bliver mindet om, hvorfor det er et privilegium at have et arbejdsliv, der fungerer," siger Annette Fabricius.
Både offentlige og private virksomheder kan blive et "virksomhedscenter" i samarbejde med det lokale jobcenter. Som virksomhedscenter modtager du jævnligt forslag til nye kandidater fra jobcentret. En virksomhed kan altid takke nej, men forpligter sig til at tage fire kandidater om året.
Læs mere om virksomhedscentre her på socialtengagement.dk.