Vej og Park Bornholm har startet deres egen EGU-uddannelse for at hjælpe unge på kanten af arbejdsmarkedet i job. Det er nødvendigt for at have medarbejdere nok i fremtiden.
Resterne af morgenmaden står på bordet, og udenfor arbejder tre af de fire elever hos Vej og Park på Bornholm. Det er ikke til at se, at alle tre har været inde og ude af det almindelige uddannelsessystem, praktikordninger og øvrige kommunale aktiveringsprojekter.
Hos Vej og Park har de startet deres egen uddannelse for de fire elever med praktik og studietid. Det er en såkaldt EGU, og Vej og Park får den tid, deres ansatte bruger på at undervise eleverne, refunderet fra det offentlige. Virksomheden har blandt andet mentorer for eleverne blandt de øvrige ansatte.
I foråret 2009 besluttede Vej og Park Bornholm i samarbejde med det lokale Ungdommens Uddannelsescenter at starte en EGU op.
”Vi har mange ældre ansat her i Vej og Park – og vi kommer til at have brug for de unge med det generationsskifte, som vi står overfor. Samtidig vil vi gerne give de unge udsatte en succesoplevelse,” fortæller entreprenørchef Bjarne Freund Poulsen.
Vej og Park har i dag ca. 140 ansatte, der har en gennemsnitsalder på knap 48 år. Cirka tres ansatte forventes at gå på efterløn eller pension inden for de næste fem til ti år. Samtidig står Bornholm, ligesom andre udkantsområder i Danmark, over for problemer med for mange ældre og for få unge.
Derfor er fastholdelse og rekuttering af unge velkvalificerede medarbejdere et stort indsatsområde for Vej og Park.
Vej og Park Bornholm har i efteråret 2009 søsat en erhvervsgrunduddannelse (EGU) i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning Bornholm.
En EGU giver et uddannelsesforløb med både praktiske og teoretiske forløb.
Hvis I vil starte en EGU, så kontakt den lokale vejleder. I kan finde en vejleder på
www.EGU.dk. Læs mere om uddannelsen på
www.EGU.dk.